BALKAN-BRØDRENES VENSKAB
Af Amir Becirovic , Foto Jonas Koch


Jeg skal fortælle jer om min ven Bjonko og vores særlige venskab.  

Det hele startede faktisk med, at mig og en tidligere kollega gerne ville lave et tv-program om Balkan-kulturen. Jeg har længe sunget og holder meget af balkanmusik. Min kollega fortalte mig en dag, at vi skulle ind og høre en kvinde, der også sang balkan, men i virkeligheden var det mig, der skulle ind og synge med Bjonko.


Da startede der et venskab, som jeg faktisk ikke havde drømt om skulle udvikle sig til det, som det har gjort. Jeg ved ikke hvorfor, men det har virkelig udviklet sig meget. Siden vi sang sammen den aften til koncerten, har vi holdt kontakten ved lige. Jeg ser bare noget i Bjonko, som jeg savner vildt meget fra vores fælles hjemland, Jugoslavien, som nu er opdelt i seks forskellige lande. Når jeg fortæller noget til Bjonko fra gamle tider i hjemlandet, så kan han genkende det. Når vi snakker om det, så føler jeg bare, at vi er på bølgelængde og når vi skriver sammen, sender vi mange kærlige beskeder til hinanden, for eksempel hjerter eller små beskeder med ’jeg elsker dig.’ Det betyder rigtig meget for mig, og det betyder også meget for ham. Fordi det ligesom er den måde man anderkender hinanden og vores venskab på. Det der med at gøre nogle ting, som brødre nu gør. Ikke som brødre der kommer fra samme familie, men brødre i et tæt venskab. Og det er jeg faktisk stolt af.


Hvis vi nu har problemer og det her med, at jeg savner noget fra mit land eller savner at vide noget fra dengang, det hed Jugoslavien, så kan jeg altid tale med Bjonko og mindes gamle dage. Han kan altid fortælle mange historier og husker mange detaljer. Når jeg taler med ham, får jeg enormt mange ting at vide om Bosnien, hvor jeg kommer fra. På den måde udvikler vores venskab sig mere og mere til at blive et broderskab. Fordi jeg mistede min egen bror for mange år siden og tit er rigtig ked af det, så taler jeg med Bjonko om det. Så får han mig til at falde til ro ved at sige, det skal nok gå. Han siger det bare på sådan en måde, så man slapper helt af. Han anerkender én. Vi skal bare kigge på hinanden og så ved vi bare, hvad hinanden tænker.

Mange af mine andre venner fra Balkanlandende går ikke lige så meget op i vores fælles hjemland og gamle historier fra de lande, men det deler mig og Bjonko, og det betyder rigtig meget for mig, selvom jeg lever mit liv i Danmark.