KLUMME ET LIDT UVENTET FÆLLESSKAB

Tekst og foto af Magnus Schultz Pedersen

Jeg har hele mit liv været larmende uinteresseret i fodbold og sport generelt, nærmest så jeg har afskyet det. Hver gang der blev snakket fodbold, enten på jobbet eller blandt vennerne, så har jeg altid blandet mig udenom eller givet min ærlige mening til kende; jeg forstår ikke fascinationen for fodbold eller andre sportsgrene. Det er r**sygt! Syntes jeg tidligere...

Men det har ændret sig gevaldigt. I dag kan jeg godt lide fodbold, dog mest tysk fodbold, i form af Bundesligaen og hovedstadsklubben Hertha BSC. Udover interessen for sporten, har det blandt andet også givet mig et fantastisk fællesskab med to kollegaer og en gammel folkeskolekammerat.

Min nye interesse for fodbold startede ved VM i 2018, hvor jeg aftalte med min gamle folkeskolekammerat, som bor i København, at vi skulle se kampen mellem Tyskland og Sverige hjemme hos ham. Jeg har et særligt forhold til Tyskland, så jeg fik lyst til at se den, men ville ikke gøre det alene. Så jeg tog ind til ham med nogle tyske øl, som vi delte, mens vi så kampen i fjernsynet.

Tyskerne vandt kampen 2-1, men røg kort efter ud af VM til min store overraskelse. Men det gjorde, at jeg begyndte at føle en lille spirende interesse for fodbold og især tysk fodbold – på grund af mit i forvejen gode forhold til Tyskland.
Noget af det der også begyndte at fascinere mig ved spillet, var hele stemningen omkring det. Især det øjeblik hvor ens hold er tæt på at score, fordi man ryger helt op i det røde felt af bar spænding. Lykkes det eller lykkes det ikke? Hvis det lykkes, så er der jubel og glæde. Lykkes det ikke, så er der bare ærgrelse. Hele den stemning blev jeg meget grebet og fascineret af, men jeg var stadig ikke helt fodboldfan endnu.

I foråret 2019 tog det for alvor fart, da jeg fik øjnene op for Bundesligaen – svarende til Superligaen i Danmark og Premier League i England – og især holdet Hertha BSC, som holder til i Berlin. Efter at have set et par af deres kampe blev jeg inkarneret fan af klubben og ser nu stort set alle deres kampe, ikke bare derhjemme, men også på en tysk øl-bar ved navn Berlin Bar, som ligger på Gammel Kongevej i København. De sælger ovenikøbet også udelukkende tyske øl. Min ven fra folkeskolen introducerede mig for baren i sommeren 2018 og med mine tyskofile interesser, var det lige noget for mig.

Da jeg erfarede, at de også viser tyske fodboldkampe - både Bundesliga- og landskampe - har jeg, siden foråret 2019, ofte taget turen fra Ringsted til København for at se Bundesliga-kampe på denne bar, sammen med henholdsvis min ven fra folkeskolen og to kollegaer fra Glad. De holder dog hver især med et andet hold end mig, men på trods af det, så har vi et godt fællesskab omkring baren, fodbolden og øllerne, som jeg nyder at bruge min fritid på.

Jeg nyder den stemning, der opstår, når jeg er derinde sammen med vennerne – uanset hvem af dem det er. Det giver mig en særlig og nærmest ubeskrivelig følelse at sidde på min yndlingsbar sammen med mine nærmeste venner og drikke øl og se fodbold samtidig med, at vi taler om stort set alt mellem himmel og jord og kan være både pjattede og alvorlige. Det er det, jeg elsker ved det fantastiske fællesskab, jeg har med alle mine venner på Berlin Bar.

TV-GLAD


TV-Glad er en del af Glad Fonden. 

Vi er verdens første tv-station for og med mennesker med funktionsnedsættelse.


TV-GLAD
Rentemestervej 45-47
2400 København NV
Tlf.: 3812 0100
information@gladfonden.dk

Ansvarshavende redaktør: Hanne Jensen

Yderligere kontaktinfo: klik her

SOCIALE MEDIER


Facebook

YouTube

Instagram



REGNSKAB, VEDTÆGTER OG BESTYRELSE

Se her