SOCIAL KRAMMEKULTUR MIG I RØ...
Af Rasmus Nielsen, Foto Jonas Koch

Vi danskere er bl.a. kendte for at være et udadvendt, socialt og høfligt folkefærd. Det ligger dybt i vores opdragelseskultur at hilse pænt og formelt på fremmede.


Tiden definerer og forandre vores måder og udvikler forskelige metoder at hilse på fremmede med. Der er vinket, ordet “goddag”, det faste håndtryk og nu altså også krammet. Og det er netop krammet eller “krammekulturen” når vi krammer fremmede, som jeg stiller stort spørgsmål ved.

Jeg er en ung frisk mand fra provinsen, som hele livet har værdsat et flinkt og høfligt førstehåndsindtryk i form af et godt håndtryk når jeg møder fremmede. For ganske nyligt har jeg bosat mig i storbyen. Der var ikke gået mere end en time, før min nye nabo tvang mig til at underkaste og hengive mig til hans blottede og åbne kropssprog en imødekommenhed i form af et stort venskabeligt kram. Det føltes akavet på mig at han synes, at han skulle trygge mit ribben i ryggen så hårdt ind, imens min lugtesans dånede over hans alt for kraftige mande parfume. Jeg er selvfølgelig klar over, at min nabo kun vil mig det bedste, men han vil gerne kramme ved første møde, hvor jeg mere er en tredje eller fjerdegangskrammer. Fordi jeg har et fysisk handicap, er der nogle mennesker, der møder mig med berøringsangst. Men for andre er krammet en måde at udvise venlighed på, for eksempel hvis de har set mig før på tv. Jeg vil egentlig bare gerne selv bestemme, hvem jeg krammer.

Med fare for at lyde arrogant, så ved jeg godt, at det selvfølgelig er en svær balance mellem, hvem jeg gerne vil kramme, og hvem jeg hellere vil give et håndtryk. Min familie og venner er én ting, men når jeg møder folk for første gang, som for eksempel min nabo eller andre i professionelle sammenhænge, er det noget helt andet.

En dag havde min veninde sluset mig ind i noget frivilligt velgørenhedsarbejde, og min veninde og jeg har med tiden fundet melodien og er blevet gode venner, så vi krammer. Da vi går ind i rummet, er mine øjne ved at springe ud af hovedet, da ni fremmede kvinder møder mig. To af dem udbryder: ”Hej Rasmus, hvor var det godt du kom, din veninde har fortalt så meget godt om dig. Ja og jeg har set dig på TV Glad, du er simpelthen så sød og flink og altid glad. Jeg er, så glad for at møde dig i virkeligheden”. Det er så i den slags førstehåndssituationer, hvor mit høflige faste håndtryk bliver tilsidesat med hele ni store, dominerende rygklem fra ni fremmede kvinder. Krammere, der kunne tolkes, som om vi havde været gift i 10 år, selvom jeg ikke en gang har nået at spørge om vedkommendes navn. Imens jeg bearbejder følelser af irritation, panikangst og frihedsberøvelse, går mine tanker samtidigt på, hvad det næste sociale høfligheds dogme bliver. Måske at hele Danmark lever sammen med hinanden i åbne forhold. Det bliver ikke med mig som medpassager på vognen.