SELV FOLK MED AUTISME KAN FÅ KØREKORT

Af Christian Zarr 

Jeg har altid været glad for fart, siden jeg var barn. Derfor har jeg godt kunne li’, når vi skulle ud og køre, selvom man som barn selvfølgelig ikke havde så meget tålmodighed og derfor ofte blev helt ulidelig, når man skulle køre langt. 

Da jeg blev en ung voksen, snakkede vi i familien om, at jeg skulle prøve at gå i køreskole og få et kørekort. Men der er jo simpelthen bare så mange regler, og man skal have et godt overblik hele tiden, plus at man samtidig også skal kunne styre bilen. Og jeg var bare så enormt usikker på, om jeg ville kunne have det overblik og ville kunne huske alle reglerne. 

Jeg turde heller ikke rigtigt, fordi jeg allerede var sikker på, at jeg ikke ville kunne klare det og vidste, at det i hvert fald kostede kassen at gå i køreskole. Jeg var også usikker på, om jeg overhovedet måtte få et kørekort i det hele taget på grund af mit handicap som er Autisme. 

På det tidspunkt havde jeg svært ved at styre mit temperament og kunne flippe ud over ingenting nogle gange over. Derfor frygtede jeg, om jeg så ville kunne opføre mig ordentligt ude i trafikken, selv hvis det var de andre, der kørte ad helvedes til.

Men det blev så heller ikke til noget dengang, og der blev heller ikke snakket så meget om det i de næste par år. Indtil her for nyligt, i en alder på 29 år, hvor min mor snakkede om, at vi skulle prøve det denne her gang. Det sagde jeg så ja til, da jeg nu også var blevet ældre og endelig er blevet mere voksen og derfor har fået mere styr på mit liv og blevet bedre til at styre mit temperament.

Så jeg startede på køreskole på Amager i maj og var så nervøs til min første teoriundervisning, at jeg næsten glemte mit eget navn. Nå, men jeg hørte så godt efter, jeg kunne hver af de 8 aftener og tog masser af notater til det, vi lærte. Det var rigtig fedt, når jeg skulle ud og køre for første gang, det var på manøvrebane, som jeg var meget glad for, at vi skulle starte med, da det var på en lukket bane, og der ikke rigtig kunne ske noget. Men jeg klarede det godt, så kæresten og jeg fejrede det.

Men så skulle jeg jo også ud og køre en masse ude i den virkelige verden, hvor jeg var mere nervøs for det, da der er andre billister og folk derude. Men det gik meget godt, selvom der selvfølgelig også var nogle gange, hvor det gik helt galt, og jeg blev så sur på mig selv indeni, når det ikke gik godt. Jeg kan godt have det lidt svært, hvis tingene ikke går perfekt hele tiden, og så har jeg svært ved at komme videre derfra. Men jeg hidsede mig ned med det samme og tog mig sammen, og så tænkte jeg på, at jeg også var helt ny og alle begår fejl i starten.

Til de to prøver - teori og køreprøverne - var jeg simpelthen så hamrende nervøs.
Men da jeg havde kørt til selve køreprøven, vendte den prøvesagkyndige sig mod mig og sagde, at jeg havde bestået, og vi gav hinanden hånden. Jeg blev simpelthen bare så lykkelig, og jeg får næsten helt tårer i øjnene bare af at skrive om det. Jeg fik mit midlertidige kørekort i bilen og steg ud. Da jeg så vendte mig mod min kørelærer, stod han dér med åbne arme og sagde, at så havde jeg altså fortjent et kram, og at han var så stolt af mig. Jeg må godt nok sige at lige dér, der var jeg overvældet af følelser.