Radio Glad
God radio pirrer sanserne, udfordrer meningerne og oplyser og underholder lytterne. Det ene udelukker ikke det andet. Og vi vil gerne det hele.
Derfor er radiolinien et sted, hvor rammerne omkring den kreative undervisning er rummelige og tilpasset den enkelte elev, så hver dag er lærerig og meget gerne sjov.
Radio for alle
Vi følger en overordnet, fælles uddannelsesplan med god plads til den enkelte elev. Nogle er til journalistik, andre til musik og andre igen til redigeringsteknik. Nogle laver selv aftaler, interviewer og redigerer på egen hånd, andre øver sig i at lave gode spørgsmål og researcher på nettet. For radio kan både laves ganske enkelt, i form af et interview eller en god fortælling, og det kan laves mere kompliceret med flere lydspor i lag på lag. Men rigtig godt bliver det først, når enkelte elev bidrager med sin lyst til at lave radio og er nysgerrig overfor faget.
Udvalgte radioprogrammer
- Daniel møder rytteriet
- Mennesket bag politikeren med Lars Løkke Rasmussen
- Lars om Colluseum (semesteropgave)
- Tobias og Bubber (afsnit 1)
Vi producerer for at lære
Undervisningen er baseret på praktiske øvelser. Vi producerer for at lære, for at flytte os og for at blive gode – selvfølgelig med respekt for den enkeltes forudsætninger.
Vi arbejder mest med egne, individuelle radioproduktioner, der begynder med en idé og følges helt til dørs med finpudsning af de sidste detaljer i redigeringsprogrammet på computeren. Den tekniske del af radiouddannelsen er væsentlig for skabelse af et radioprogram. Derfor er der også teknisk know-how der skal ind på rygraden under forløbet. Vi arbejder i Pro Tools, som er det førende professionelle optage- og redigeringsprogram, og afvikler programmet fra Apple/Mac computere.
Nogle produktioner bliver i vores egen mappe, mens andre bliver lagt ud på Radio Glads hjemmeside www.tv-glad.dk/radio, så alle kan lytte med.
Lyd i centrum
Lyd er mange forskellige ting, og derfor tager vi nogle gange sammen ud af huset, besøger et lydstudie, en radiostation eller tager i skoven for at få nye indtryk. Men i hverdagen har vi mest fokus på at lytte, at spørge, at fortælle, at bruge hinanden, at samarbejde og frem for alt lave god radio.
Find Radio-liniens undervisningsplan, priser, paragraffer, praktiske oplysninger og kontakt her.