AFLASTNING GAV MIG EN EKSTRA FAMILIE
Af Nicolaj Bahne Andreasen og Nadja Dalgaard, foto af Jacob Eickhardt

At være i aflastning betyder, at man har en slags ekstra familie, som man er ved i perioder. Det var det i hvert fald i mit tilfælde. Jeg hedder Nicolaj og har været i aflastning igennem min barndom.

Jeg har siden fået at vide, at jeg skulle være i aflastning for at mine forældre kunne give opmærksomhed til min lillebror. På grund af mit sygdomsforløb dengang og min autisme, brugte de rigtig meget tid på mig.

Jeg blev født 2 måneder for tidligt, og som om det ikke var nok, så var mit spiserør og luftrør vokset sammen. De næste mange år brugte jeg på hospitalet af den ene eller anden årsag. Derfor tog jeg meget af opmærksomheden, og derfor kom jeg simpelthen i aflastning, så de også kunne bruge tid sammen med min bror.

Jeg har ikke altid vidst, at det var derfor, at jeg kom i aflastning. Det er først noget, jeg har fået at vide mange år senere. Dengang tænkte jeg ikke over, at jeg tog meget af opmærksomheden, men når jeg tænker tilbage på det, så kan jeg godt forstå deres beslutning. De har prøvet at tilgodese begge deres børn, og det synes jeg egentligt har været et godt valg.

To familier – dobbelt op på gaver og gode dage
Selvom det kan lyde mærkeligt at være væk fra sine forældre, så syntes jeg, at det var sjovt at være i aflastning. Jeg har efterfølgende læst mine minder fra dagbøger, jeg skrev dengang, og jeg kan da se, at jeg var rigtig glad for at komme i aflastning.

Jeg har været ved to aflastningsfamilier. Først var der Peter og Susanne. Der var jeg som 3-årig, og de boede på en gård. Derefter kom jeg over til en dame, der hed Anke, som havde to børn. Der kom jeg hen, da jeg var omkring 6 år, og der var jeg så, indtil jeg blev 18. Ikke hele tiden, men jeg var derovre i perioder i den årerække.

Vi lavede mange forskellige ting, kan man sige. Jeg legede sammen med børnene, da vi var små, og nogle gange var vi på udflugter. Jeg koncentrerede mig også om skolen selvfølgelig. For selvom jeg var ved dem, skulle jeg stadigvæk i skole. Jeg var hos Anke i en uge ad gangen, så vidt jeg husker. Jeg har da også holdt minimum en fødselsdag hos dem, hvis ikke flere, ligesom jeg også har fået julegave og fødselsdagsgave af dem.

Et svært farvel
Med Anke og hendes to børn, oplevede jeg mange gode ting sammen med. Det har været en tid fyldt med oplevelser, og det var også vemodigt, da jeg stod og var 18 år og skulle sige farvel til dem lige pludseligt. Det skulle jeg fordi, jeg var blevet myndig, og så var jeg jo for gammel til at være i aflastning.

Jeg kom tæt på dem igennem årene, og jeg tror da også, at min mor og far syntes, at det var dejligt, for så kunne de koncentrere sig om Mathias, min bror, imens jeg var derovre. For selvfølgelig tog jeg meget af deres tid.

Om aflastning er det rigtige for dig og din familie afhænger helt af den individuelle situation, men jeg vil da sige, at det er en mulighed, der måske skal afprøves. For eksempel som i mit tilfælde, kan det hjælpe, hvis man har mere end et barn, for så kan det andet barn også få opmærksomhed fra sine forældre.