SÆRLIGT UDSAT UNDER CORONA-EPIDEMI

Tekst og foto af Victoria Stampe

Jeg er særlig udsat, fordi jeg har nedsat immunforsvar og nedsat lungekapacitet som gør, at jeg er mere modtagelig over for alle sygdomme. Når denne Corona-virus er her, så skal jeg passe ekstra meget på, fordi den er meget smitsom og vil have store konsekvenser for mig.

Hvis jeg fik Corona ville det tage flere måneder for mig at komme over den, hvis det var lungebetændelse eller bare almindelse influenza ville det tage mig ca. en måned, før jeg kommer ordentligt til kræfterne igen. Min krop bliver slået helt ud, hvis jeg får en alvorlig sygdom. Så derfor tør jeg slet ikke tænke på, hvordan Corona ville påvirke min krop. Netop derfor får jeg også medicin hver onsdag for at gøre mit immunforsvar stærkt. Men når nu Corona er kommet til denne jord, og man ved, at den er meget smitsom, så skal jeg tage mine forholdsregler, når jeg skal ud i det offentlig rum. Min hverdag er blevet vendt på hovedet.

Jeg kan for eksempel ikke være hjemme, hvor jeg bor. Jeg bor på et bosted, hvor der er stor udskiftning af personalet, og så er der også mine medbeboer. Så derfor kan jeg ikke være på mit bosted på grund af smitterisiko. Fordi chancen for mig at være hjemme hos mig selv ville være for stor med hensyn til at blive smittet og hvis jeg blev syg, ville min familie ikke få lov til at komme hjem og besøge mig. Hvis jeg skulle være på mit bosted, kunne jeg nærmest ikke se nogen i fare for at blive smittet. Når jeg er herhjemme hos mine forældre, kan jeg tage det lidt mere afslappet og ikke behøve at være på forkant hele tiden og være bange for, om jeg nu bliver smittet.

For når man bor mange sammen et sted, og der hele tiden kommer mennesker udefra, så siger det sig selv, at man hurtigt kan smitte hinanden. Derfor har jeg isoleret mig hjemme hos mine forældre, imens det her står på, og når smittefaren er så stor her i landet. Det irriterer mig, at hele mit liv er så unormalt. Selvom jeg bor hjemme ved mine forældre, imens det står på, er der stadig en masse ting, jeg ikke må. Jeg må ikke gå ned i byen selv og handle, som jeg ellers gøre meget i min hverdag, og der er også forbudt at se min kæreste, min yderligere familie og venner.

Det er min mor, der giver mig min medicin for at styrke mit immunforsvar, da dette kræver nær konkakt, og hun skal derfor også holde sig isoleret, så chancen for at bringe smitten videre til mig ikke så stor. Da det er min far, der køber ind, holder jeg en vis afstand til min far.

Man kan kort sagt sige, at mit liv for alvor er sat på pause. Derfor har jeg et opråb til jer danskere: Tag det her alvorligt og vis hensyn til os svage i samfundet! Det kan godt være, at du som er sund og rask ikke har så meget sygdom at kæmpe med i det daglige, I kommer jer sikkert hurtigere over sådan et sygdomsforløb. Men det gør vi svage ikke, og vi har i forvejen en masse sygdom at kæmpe med i dagligdagen. Nu skal vi kæmpe endnu mere, fordi vi skal tænke mere over, hvordan vi kan planlægge vores hverdag og frygte at blive smittet. Man føler sig magtesløs, skør i hovedet, og det tager meget på mine kræfter at være så opmærksom på min krop.

Normal tænker jeg ikke så meget over min sygdom, men nu tænker jeg på det hele tiden.
Jeg tænker meget på: Kommer vi overhovedet tilbage til en normal hverdag igen, og kan jeg få troen tilbage på, at alle man møder på gaden ikke smitter?