HUSK DEN GODE TONE I FLYGTNINGEDEABTTEN
Af Amir Becirovic, Foto af Jonas Koch

Jeg er selv fra Bosnien, men lever mit liv i Danmark. I dag fylder indvandrepolitik meget og især i valgkampen. Det kan være svært at se til fra sidelinjen. Jeg har holdt mig lidt i baggrunden uden at gå for meget ind i det, for det kan komme for tæt på. Vi siger, der er ytringsfrihed for alle, men jeg er ved at gå ud af mit gode skind, for du kan drille mig meget, men du skal ikke drille mig med min religion. Det kommer for tæt på. Satire er godt, og der skal være plads til humor, men den her snak om indvandre er ikke satire. Det er bare provokation.
 
Jeg kan føle mig frustreret over, at jeg ikke kan forklare, hvor sur og ked af det, jeg er, når der tales sådan om os. Min familie er irriteret over, at det får lov til at fylde meget, fordi vi ikke ved, hvordan det bliver endnu. Alligevel bliver det pumpet så meget op i medierne, at man kan gå og blive bange for, hvis man kører over for rødt, om det kan få en smidt ud af landet. Den generelle indvandredebat er hård, men alle lande har stramninger. Vi er så gæstfrie i Danmark, når man endelig er kommet ind i landet. Når du har fået lov. Danmark er et fantastisk land, når du først er inde, men indtil da er du ikke velkommende. Sådan kan det i hvert fald opleves. Man siger, at eksempelvis Mohammed ikke er god for landet, men når man først kender Mohammed, er han velkommen. Og hvis man ikke får lov at komme ind i Danmark, så kan man jo heller ikke bevise, at man godt kan være en del af samfundet. 

Da jeg kom til Danmark som flygtninge, var man nervøs for, hvilke varige skader jeg og min familie tog med os fra krigen. Men jeg kom ind i landet, jeg har et godt liv, og derfor håber jeg, at andre også får den chance. Jeg forstår også godt frygten for at lade alle komme ind i landet, for der er nogle ekstreme tanker i religion, som jeg jo også i højeste grad er flygtet fra. Danmark er først og fremmest danskernes land. Og jeg er også fra Bosnien. Derfor føler jeg, at jeg både hører til i Bosnien og i Danmark.  

Min værste frygt er, hvis jeg skulle flygte igen. Jeg vil inderst inde gerne have ro, og det får jeg måske ikke, fordi jeg har været ude for det, jeg har. Men det hjælper i hvert fald ikke med den måde, man taler om indvandrere og grupper af mennesker i landet på. Man skal stemme på, hvad man synes er rigtigt for Danmark, men jeg siger bare, at man skal tale om det på en ordentlig måde.