AT VENTE PÅ NOGET...
Af Svend Gejl, foto af Olivia Curtis 

Jeg har i 12 år ventet på at finde ud, hvad jeg konkret skal lave i mit liv og i den tid, har jeg været rundt og prøvet en masse forskellige ting, men intet har passet til mig.
 
Jeg faldt fra stort set alle gangene. Det gjaldt både uddannelse, arbejde og ansøgninger. På grund af mine udfordringer har jeg ikke kunnet følge med alle de andre ”normalt-arbejdende”. Derfor har jeg skulle prøve det ene og det andet uden stor succes… før jeg endelig fandt min plads.

Jeg kom i et langt forløb på kontanthjælp, da jeg var havnet i nogle forkerte kasser, jeg ikke skulle have været i fra starten. Det var ikke til at gennemskue hvor jeg skulle være henne, da jeg har en masse motivation og kan en masse ting, men alligevel ikke på samme niveau som alle de “normale”.

Så jeg havnede nogle steder, jeg ikke skulle have været i, og som gav ingen mening for mig. Der var altså lange udsigter job. Så derfor endte jeg med at bruge tiden på at vente til der skete noget. Indtil jeg kom i et afklaringsforløb med masser af jobafprøvninger og det gjorde, at jeg kom rundt i mange praktiker for at finde det rigtige sted og være.

Det var krævende for mig, da der hele tiden var udsigt til nye steder, som man også skulle forholde sig til, da det ikke fungerede i stort set alle sammen. Det var også svært, fordi man hele tiden nærmest skulle starte forfra hver gang, man skulle begynde på et nyt sted for at blive jobafprøvet. Så det blev næsten helt normalt for mig at skulle rundt på de mange steder, man blev anbefalet.

DEN LANGE VENTETID GAV POTE 
Jeg blev virkelig træt af det til sidst, fordi jeg skulle forholde mig til noget nyt hver gang. Heldigvis var jeg god til at tage tingene, som de kommer og få et eventyr ud af det. 

Men samtidigt med at jeg skulle ud i jobafklaring, kom jeg i betragtning på Glad og havnede som praktikant som husmusikant og lydmand. Der fandt jeg ud af, at mine talenter ligger inde for lyd og komponering af musik. Som jeg også laver en del af i min fritid.

Jeg fik oplevet en del fede ting på min lange rejse og har prøvet alle mine talenter af. Nu er jeg endelig kommet til et sted, hvor jeg langt om længe har fået førtidspension. Eftersom jeg har fået konstateret KBG-Syndrom har det gjort livet lettere at håndtere. Jeg har været på en lang tur ude i junglen. Nu er jeg nået til enden og er endelig i job som lydmand på Glad.