GAMER MED HANDICAP: I SPILLET KAN JEG ALT!

Af Daniel Tørnqvist, foto af Freja Armstrong 

Jeg hedder Daniel, og jeg er gamer. Gaming er mit frirum til at afstresse. Jeg har sat mig for at spørge nogle andre gamere, der også har et handicap, om de har det lige sådan, og om deres handicap spiller en rolle, når de gamer. Jeg har snakket med Laura, Frederik Theil og Frederik Robetjé. Det kom der følgende ud af:

Hvad for et spil kan du bedst leve dig ind i og hvorfor?
Laura: ”Jeg kan leve mig ind i counter-strike, for hvis jeg nu er sur eller ked af det, så kan jeg få min vrede ud gennem spillet”.
Frederik Robetje: ”Jeg vil sige, jeg kan løbe og hoppe og en masse andre ting i spillene, som jeg ikke kan i virkeligheden, fordi jeg sidder i kørestol. Men jeg lever mig ind i det. Så er det jo også sådan, at man kan lave sin karakter, som man har lyst til. Og der gør, at man kan leve sig ind i karakteren og føle, at man faktisk er den, som man er i spillet”.

For Frederik Theil er det også skønt at kunne leve sig ind i spilverdenen:
”Ja, jeg spiller mest spil, hvor man går rundt og dræber monstre. Jeg har også et slås-spil. Jeg kan godt lide kampsport, for det kan jeg jo ikke i virkeligheden, fordi jeg sidder i kørestol. Jeg spiller de spil, fordi jeg kan ikke gøre de ting i virkeligheden, men det kan jeg gøre i spillet.”

Så hvordan påvirker dit handicap måden du spiller på?
Frederik Theil: ”Altså fordi jeg kan ikke styre mine hænder, som alle andre kan. Jeg spænder i kroppen, så det gør det lidt sværere for mig. Men jeg har øvet mig rigtig meget i at spille. Jeg var dårlig i starten, men nu er jeg blevet ret god”.

Det kan Frederik Robetje også godt nikke genkende til, som også drømmer om at kunne køre bil, men ikke kan på grund af sit handicap: ”Jeg kan godt lide at spille racerspil, fordi jeg er meget glad for biler, men jeg kan desværre ikke køre bil, da jeg har muskelsvind. I racerspil kan jeg køre i alle mulige biler, som man ikke kunne gøre i virkeligheden. Jeg lever mig helt ind i spillet".
   
Har du fået venner gennem det at game? Og er det nogen du ser i virkeligheden også?
Frederik Theil: ”I World of Warcraft der har jeg en klan, en gruppe af gamere, som jeg spiller sammen med. Så har jeg så mødt nogle få i virkeligheden, men det er mest i spillet, at jeg har fået nogle venner. De ved godt, jeg er spastiker, så de tager jo også hensyn til det, når jeg skriver til dem og sådan”.

For Frederik Theil er det altså nemt at få venner online, men det er ikke alle, der har været lige heldige med sociale relationer online:
Laura: ”Jeg mistede tillid til folk på internettet efter en særlige oplevelse… altså jeg skulle have hjælp til at bygge min egen server i Minecraft, og så fandt jeg så nogle mennesker, der ville hjælpe. Uden jeg gav dem for meget info, så kunne de finde ud af, hvad min kode var og havde været inde og hacke min profil og ødelagt min server. Så mistede jeg tilliden til folk online”.