NÅR SUNDHEDEN TAGER OVER
Af Jonas Koch, Foto Jonas Koch
Fra cirka 15 år siden ændrede jeg min livsstil og havde nogle hysteriske år med ekstrem sundhed. Årene var fyldt op af hård træning - nogle gange 2 timer om dagen samt løbetur hver dag. Derudover havde jeg en meget bestemt kost, ikke fordi jeg ikke spiste noget, men fordi jeg var så fokuseret på ikke at spise fedt og kun indtage få kulhydrater. Jeg gik på kort tid fra at spise store mængder ugentlig slik og klassisk usund levestil til slet ikke at røre hverken chips, chokolade eller andet i flere år, som også gjorde, at jeg tabte mig næsten 12 kilo. Hvilket viste sig ikke at være sundt alligevel. Jeg husker perioden som en god nok tid, men jeg også havde en meget firkantet og ufleksibel tankegang omkring min hverdag. Det var nok mest mine forældre og tidligere omgangskreds, der var ret bekymrede.

Men det er mange år siden nu, at jeg havde det forhold til mad og til min krop, og jeg har i dag fået en noget mere afslappet og sund indstilling til krop og mad og har taget kiloene på igen. Men perioden med sundhedsforstyrrelsen har også lært mig en masse. Når jeg tænker tilbage, har det voldsomme fokus på sundhed nok bundet i manglende selvkontrol og dårlig selvtillid, som jeg dog har fået opbygget over de sidste 15 år. I dag har jeg lært en masse om mig selv, og hvordan jeg gennem generel sund livstil kan holde min autisme under kontrol. Ved at være sund, så får jeg mere energi til at være social og får selvtillid, når jeg er i uvante situationer. Det handler om at få energi og blive klar til dagens udfordringer.

Selvom min forstyrrelse ikke er så voldsom og tydelig som før, så har jeg stadig mine faste måder at spise på. Min morgenmad består af havregryn, havrefras, rosiner og bananer. Og sådan har det været i 15 år. Jeg er begyndt at kigge lidt på at indføre blåbær i morgenmaden nu. Jeg har to frysere, hvor der altid er tilberedt mad i, og jeg har også en fast lasagnedag om torsdagen. Nogle dage om ugen, hvor jeg har god tid, så laver jeg mad til flere dage, som kan fryses ned. Så jeg har også mine rutiner, når det kommer til aftensmad. I dag kunne jeg stadig aldrig drømme om at spise risengrød til aftensmad – det er jo bare kulhydrater. Det kan forstyrre mig.

Jeg er stadig afhængig af at få trænet nogle gange om ugen, men i en mindre skala. Jeg skal helst have så varieret kost som muligt, og det er et stærkt princip for mig. Men det er mere ’normal sundhed’.
Min forstyrrelse stod på i nogle år. Men som jeg efterhånden fik mere ro i mig selv og fik kontrollen tilbage gennem selvtillid, blev det mere behersket. Og mere sundt faktisk. I stedet for at have ekstrem selvkontrol, er mit forhold til træning og kost i stedet blevet en måde at opnå mental sundhed.


TV-GLAD


TV-Glad er en del af Glad Fonden. 

Vi er verdens første tv-station for og med mennesker med funktionsnedsættelse.


TV-GLAD
Rentemestervej 45-47
2400 København NV
Tlf.: 3812 0100
information@gladfonden.dk

Ansvarshavende redaktør: Hanne Jensen

Yderligere kontaktinfo: klik her

SOCIALE MEDIER


Facebook

YouTube

Instagram



REGNSKAB, VEDTÆGTER OG BESTYRELSE

Se her