DYR OG NATUR MINDSKER MIN STRES OG HJERTEBANKEN 
Tekst og foto af Mathias Thing Nielsen

Min krop og min sjæl er i en skøn forening. En god lang gåtur med hunden, sammen med højt solskinsvejr og nyudsprungne træer - så kan det ikke være meget bedre.
Når man har autisme som jeg, har man tit en meget lav stresstærskel. Jeg bliver stresset i situationer, der er uforudsigelige - det vil sige, når jeg ikke kan gennemskue, hvad der forventes af mig. Her kan det hjælpe at komme ud i naturen.

Når det hele ramler
I naturen er der ro, frisk luft og forudsigelighed og kontakten med dyr er også af stor betydning. Både min servicehund og når jeg går til ride-fysioterapi.

Af og til kan det ske, at strukturen ramler og jeg mangler strategier for at komme ud af det. Så kan jeg ikke rumme det, og jeg begynder at svede, få kvælningsfornemmelse og få hjertebanken! I de tilfælde hjælper det meget at have for eksempel min servicehund, som kan gå ind og være et holdepunkt i de situationer.

Hunde er mere forudsigelige
Før jeg fik min servicehund, var jeg et års tid forinden blevet udsat for et brutalt overfald – jeg gik fra, så småt, at kunne gå på biblioteket, besøge min gamle mormor og så videre, til lige pludselig ingenting at kunne. Men da hunden kom – ja, så trak hun mig bogstaveligt talt ud – for hun skulle jo ud og luftes, og sådan blev jeg langsomt sluset ud i det pulserende liv.

Det er fornemmelsen af, at hunde er mere forudsigelige; de viser tydeligt, om de er vrede eller kede af det – man skal ikke tolke så meget. Og de vender heller ikke én ryggen, fordi man har gjort noget forkert.

Det samme gælder også med min ugentlige ride-fysioterapi. Man skal op og sidde på hesteryggen, man skal ikke forholde sig til så meget, og hesten reagerer som regel ikke uventet. Så det er en struktureret situation, hvor der kun er mig, hesten og ride-fysioterapeuten. Så det at sidde på hesten, mærke dens bevægelser og blive suget helt ind i sin egen verden gør, at jeg kommer ud af mit hoved og ned i kroppen.

Få ro ind i tilværelsen
Dyrene og naturen giver mig styrke – de giver mig en ro i verden, en følelse af at være i balance og harmoni!

Mit bedste råd til andre, der på grund af sin autisme eller af andre grunde, mærker stres og angstfølelser: Gør det der betyder noget i dit liv – omgiv dig med de mennesker, der forstår dig, kan rumme dine udfordringer, og som betyder noget for dig. Og så kan man, hvis man opfylder betingelserne, opsøge en forening/organisation og få uddannet og leveret en servicehund - det kræver dog, at du opfylder betingelserne i serviceloven.

Husk at få ro ind i tilværelsen eller hjælp til at håndtere de svære tanker og den høje puls.