BLIND PASSAGER – JEG MÅ STOLE PÅ, AT ANDRE VIL HJÆLPE MIG

Af Tobias Christensen Vinzents, foto af Matias Olsen 

Jeg har et synshandicap, der gør, at jeg ikke kan se. Det kom sig af, at jeg fik meningitis, da jeg var 14 dage gammel, og så mistede jeg mit syn.

En af mine største udfordringer er at finde rundt på nye steder, jeg ikke har været før. Når jeg kommer ud et nyt sted skal jeg have hjælp til at orientere mig. Udover at få beskrevet hvad der er på stedet, kan det også hjælpe mig at tælle skridt.
Jeg kunne rigtig godt tænke mig at rejse med tog alene. På den måde kan jeg få mere frihed og være mere selvstændig. Men det er udfordrende for mig at finde rundt på en station.Derfor er jeg afhængig af andre, når jeg kommer nye steder, og det er meget vigtigt, at jeg kan stole på de folk, som hjælper mig.

På min gamle skole var der desværre nogle lidt uheldige episoder.
Der er for eksempel en dag, hvor vi er ude at gå tur. Når jeg går tur, skal jeg altid holde en i armen, så jeg kan følge med. Men en af mine klassekammerater synes, det er lidt sjovt at drille mig ved at fortælle mig, at jeg skal gå en anden vej, end jeg egentlig skal. Blandt andet har han flere gange sagt, at jeg skal gå til højre, når jeg egentlig skal gå til venstre. Og så er jeg stødt ind i en bil eller nogle buske. Jeg bliver jo selvfølgelig vildt forskrækket og sur på ham. Vores pædagoger er også blevet sure på ham.

Den værste gang var nok, da vi var i en af lærernes sommerhus. Alle eleverne skal ned og samle krabber, så vi går sammen ned til vandet. Da vi nærmer os vandet siger den samme klassekammerat, som tidligere har joket med, hvor jeg skal gå hen, at jeg skal gå ligeud. Jeg stoler selvfølgelig på ham og gør som han siger. Jeg tror jo på mennesker for det bliver jeg nødt til. Pludselig mærker jeg, at jeg står i vand til knæene. Jeg tænker sådan en idiot – tænk at han kan finde på det.

Det viser sig at en pædagog har set det, så da jeg er kommet op af vandet, får min kammerat en ordentlig skideballe. Jeg har aldrig hørt en pædagog råbe så højt. Jeg kan næsten ikke selv holde ud at være ved siden af.
Bagefter tænker jeg, at jeg ikke kan stole på ham. Overhovedet. Han har jo joket med mig før, men det her bekræfter det fuldstændig.

Det værste ved episoden er, at jeg kommer til at tænke på, om der er andre, der kan finde på det samme. Og det er ikke rart at tænke på, fordi min sikkerhed ligger i andres hænder.

Heldigvis hører det til sjældenhederne, at jeg ikke kan stole på folk. Faktisk er det kun med den ene klassekammerat, at det er sket. Alligevel påvirker det nok mit mod til for eksempel at rejse med tog alene, hvor jeg jo skal spørge helt fremmede mennesker om hjælp.

Men jeg vil meget gerne lære at køre med tog! Og så er det heldigt at jeg trods alt altid tænker positivt først. Jeg stoler som udgangspunkt altid på folk, jeg møder. Derfor tænker jeg, at jeg vil gå over og spørge en fremmede om, hvor toget til Roskilde går. Jeg kan jo ligeså godt kaste mig ud i det.