SPECIALSKOLE ELLER EJ

Af Victoria Stampe

Debatten har i mange år handlet rigtig meget om inklusion af børn med handicap, der skal gå i skole med børn uden handicap. Det kan godt være svært at blande børn med og uden handicap sammen i samme klasse. Jeg har prøvet det på tætteste hånd, da jeg selv har prøvet at gå på en normal skole med børn uden handicap.

Der lærte jeg, hvor hårdt det kan være at stå helt alene uden for fælleskabet. Jeg var den eneste i klassen, der havde et handicap. Fordi det var så svært for mig at gå på en almindelig folkeskole, skiftede jeg til en specialskole. Jeg gik ud af skolen for ca. 11 år siden. Jeg ved ikke, om det udelukkende er en god ide at blande børn med og uden handicap, for det er også op til den enkelte forældre at tage stilling til, om deres barn er i stand til at gå på en almindelig skole med børn uden handicap.

Nogle af de ting der var sværest ved at gå i en almindelig folkeskole var, at jeg ikke kunne løbe og hoppe rundt sammen med de andre i pauserne. Der kunne jeg godt føle mig udenfor, for jeg ville da også gerne kunne være som de andre. Men det kunne jeg ikke, fordi ellers ville det gøre ondt i mine ben. Det samme skete også i idrætstimerne, der kunne jeg heller ikke lave det, som de andre lavede. Men jeg havde heldigvis en støtteperson, der kunne hjælpe mig. Hun hjalp mig også i dansktimerne og de andre boglige timer, så jeg kunne nå at følge med.

Det der også var hårdt var, når vi skulle på udflugter. Der kunne jeg også føle mig alene i kørestolen, imens de andre gik foran mig og min støtteperson hjalp mig med at skubbe kørestolen. Der fik jeg en følelse af, hvor træls det var, at jeg ikke kunne gå og snakke med de andre. Det samme gjaldt i fritiden, hvor jeg ikke havde kræfter til at se dem og lave fysisk aktivitet. Til sidst måtte jeg stoppe på skolen, fordi presset blev for stort. Men ikke fordi min klassekammerater ikke var søde.

Så kom jeg endelig på en specialskole, der følte jeg mig bedre tilpas. Der kunne jeg tilpasse mig andre, der også havde et handicap.Det gode ved at være kommet på en specialskole var, at jeg kunne føle mig på lige fod med alle andre. Dem jeg gik i klasse med, havde det måske værre end mig, men jeg følte, det var ok, at jeg kunne tage det i mit eget tempo. Der var ikke et lige så stort pres, som der ville være i en normal skole med børn uden handicap. Der var for eksempel også mere struktur, fordi det havde de andre i klassen også brug for ligesom mig. 

Men der var skam også udforinger, fordi nogen af eleverne sad i kørestol hele dagen, og jeg havde kun brug for det en gang i mellem. Så dem der havde det svære end mig, de skulle naturligvis have mere hjælp, selvom jeg stadig havde indlæringsvanskeligheder. Lærerne var rigtige søde til at hjælpe og støtte os med de udforinger, vi hver især havde, og det følte jeg mig tryg ved.

Udfordringen ved at gå på en specialskole var, at vi elever i klassen havde meget forskellige behov og krævede forskellige hensyn. Men sådan har det været hele mit liv. “Jeg er noget særligt for mig selv”, har jeg altid tænkt. I klassen var vi ligeså forskellige, som vi var i klassen på den almindelige folkeskole. Alle med handicap er ikke ens, her var jeg måske hurtigere fysisk end andre, men jeg skulle stadig passe på, jeg ikke tog for hårdt fat, fordi jeg har leddegigt og ved, hvor meget det vil koste, hvis jeg bare løber og hopper, som det passer mig.

Jeg har ikke løsningen på, om det bedst at gå på den ene alle anden slags skole, men jeg har været et barn, der har oplevet begge sider, og min skolegang har ikke altid været lige let.