CORONA TOG MIN FÆLLESSKABER - OG GAV MIG NOGLE NYE 

Af Victoria Stampe

Jeg har lavet et interview online med to af mine kollegaer. Sumer og Christian, hedder de. Jeg har spurgt dem om, hvad de gør for ikke at føle sig ensomme under Corona, og hvordan deres fællesskaber har ændret sig.

Christian havde inden Corona været en stor del af fællesskabet ’Unge for ligeværd’. Han forklarer: ”Det er en forening for unge med særlige behov. Foreningen har som overordnet formål, at unge med særlige behov og udfordringer skal behandles ligeværdigt med andre”.

Der bliver i UFL arrangeret kurser, udlandsrejser, sommerfester, museumsbesøg og andre begivenheder, der giver medlemmerne inspiration, oplysning og vigtigst af alt – gode oplevelser med ligestillede, som Christian siger. Der er klubber i hele Danmark.

For Sumer har Corona-perioden påvirket hendes bosted og ændret deres normale fællesskaber: ”Jeg savner det gode fællesskab og det gode humør på bostedet, da vi ikke på samme måde kan være sammen som naboer”.

Det er begrænset, hvor meget beboerne på bostederne må være på fællesområderne for at begrænse smittefaren. Til gengæld har hun mulighed for at se de andre fra hendes bosted gennem nogle gåture med en frivillig fra Kraftværket, som har været vigtige for Sumer: ”Så føler man sig ikke alene og er stadig en del af et fællesskab”.

Men hvad gør i for at finde andre fælleskaber, når de gamle er brudt op af Corona?
Christian siger: ”De ting jeg laver i stedet for er, at jeg udforsker nye veje og steder i nærheden af, hvor jeg bor. Jeg er begyndt at ses med en ven og er også begyndt at ses med min kæreste, men på afstand. Så det er også en ny og akavet ting for os, da vi plejer at kunne gå tæt sammen. Det er de eneste mennesker, jeg har set under Corona, så jeg har som sådan ikke et andet fællesskab i denne mærkelig tid”.

Jeg spørger Christian og Sumer, hvad de savner mest fra deres gamle fællesskaber, som de ikke længere kan deltage i, mens der er Corona.
Her siger Christian: ”Jeg savner ’Unge for lige værd’, men jeg savner generelt sociale ting som at ses med nære venner og kollegaer. Den klub jeg går i, kan vi jo ikke komme i for tiden og en del af mine venner går der også, så det er jo et kæmpe savn ikke bare at kunne gå hen til klubben hver onsdag og være sammen med dem, man holder af.”

Christian fortæller dog også, at klubben nu foregår online hver onsdag, hvor deres leder går live på Facebook, hvor man fortæller om den seneste status derhjemme, og der bliver svaret på spørgsmål om Corona: ”Sidste onsdag prøvede de at lave en online bankoaften”, tilføjer han.

Sumer svarer, at de faste gåture er med til at erstatte de gamle fællesskaber: ”Jeg ville havde det dårligt, hvis de ture med bostedet ikke blev til noget, så ville jeg føle mig ensom. Det giver mig også ro til at komme i gang med at skrive nye digte, som giver mig ny energi”.