JEG FØLTE MIG ENSOM PÅ HOSPITALET 

Af Kristian Lading

Alene lå Kristian i hospitalssengen og talte timerne, indtil han skulle igennem endnu en scanning eller endnu en operation. Læs Kristians barndomsminde om at føle sig ensom midt i en livstruende sygdom.

Da jeg var i alderen 9 til 11 år, havde jeg en alvorlig kræftsygdom i hovevedet tæt på hjernen. Jeg husker, at jeg i starten blot følte mig mere træt end de andre jævnaldrende børn, som jeg kendte fra min skoleklasse. Jeg gik til lægen, men han kunne ikke se, at jeg umiddelbart fejlede noget. Jeg talte med min onkel Erik, som er læge, og han mente at lægerne i Rungsted burde gøre noget mere for at diagnosticere mig, og derfor tog min onkel en blodprøve på mig. Prøven fortalte, at der var noget helt galt med mig.

Derfor fik min onkel sendt mig til en helkropsskanning på Rigshospitalet, der vist nok tog cirka 3 timer. Fra denne kunne lægerne med det samme se, at der var noget galt i mit hoved, men kunne ikke lige se præcist hvad der var galt. Efter nogle flere undersøgelser stod det klart, at jeg havde fået en kræftsygdom nær hjernen, og jeg blev derfor indlagt på Rigshospitalet 3 dage efter. 

Noget af min familie flyttede ind med mig, det var helt okay at gøre det sådan på børneafdelingen. Jeg selv, min far og to søskende var i chok over at få at vide, at jeg havde fået en så farlig sygdom, som kræft er. Vi var alle klar over, at min mor var død af kræft 2 år tidligere. Nå men sket var sket, jeg var nu indlagt på rigshospitalets børneafdeling, der dengang hed afdeling 5202, da jeg var 9 år gammel.

Det var heldigt for mig at, min onkel fik taget den blodprøve, så jeg kom på hospitalet rimelig hurtigt, da hver time og dag talte på det tidspunkt. Nå, men jeg var da indlagt på Rigshospitalet og skulle pludseligt ikke gå i skole alle hverdage, som jeg ellers plejede at gøre. Det var sådan set rart nok for mig, men jeg havde det samtidigt også rigtigt dårligt. Jeg havde slem kvalme hver dag, og da jeg havde ligget i sengen i mange, mange dage, havde jeg næsten ingen kræfter tilbage i kroppen.

Da jeg de første par måneder havde haft besøg af venner og familie, følte jeg mig ikke ensom her, men langsomt kom der med tiden færre gæster på besøg. Min far var der dog som regel mere eller mindre hele tiden og sørgede for, at nogle andre var hos mig næsten hele tiden, når han ikke var der. Men der var naturligvis tider, hvor jeg lå i min seng helt alene, da jeg i alt var indlagt i cirka 2 år. Og der måtte jeg sige, at jeg nogle gange følte mig ensom. Det var værst, når jeg lå alene nogle nætter og ikke kunne sove. Eller når jeg lå alene og vidste at om bestemt antal timer, så bliver jeg hentet af en sygeplejerske og kørt ind til en scanning eller en operation. Her var jeg jo naturligvis også bange og skulle klare dette helt selv.

I dag kan jeg dog sige, at jeg fik klaret det hele og kom igennem, selvom det nogle gange føltes slemt og ensomt. Nu er jeg blot glad for, at jeg er i live og er sjældent syg i dag. Så den tid på hospitalet er i dag langt væk i min hukommelse, og det er jeg glad for.