ARTIKEL DAN OG DEN DYRE KÆRLIGHED

Af Nathalie Bitton, foto af Jonas Koch

Dan Roland er 35 år, høj, karseklippet, bærer skarpe briller og så er han en del af Glad Teaters ensemble. Dan er en håbefuld ung mand, med tiltro til sine omgivelser og en lyst til at have kærlighed i sit liv. Men Dan er også en bitter mand, der ofte tænker over alle de penge, han har ude og svømme, og som han nok aldrig ser skyggen af igen. Hør Dans historie her:

Da Dan gik i 7. klasse, oplevede han for første gang at blive snydt. Han lånte 500 kr. ud til en pige, som han havde gået i klasse med. Pigen skyldte pengene til en rocker. Dan har hverken set pigen eller pengene igen. Det skulle desværre vise sig, at bliver et mønster for Dan: ”Jeg prøvede at kontakte hende af flere omgange, men hun ville ikke have noget med mig at gøre, sagde hun”.

Mange år efter sker det så. En pige fra Nigeria kontakter Dan på mail, helt ud af det blå, og vil gerne låne 500 dollars af ham. Hun fortæller ham, at hun skal bruge pengene til mad og medicin. ”Jeg skriver til hende, at hun ikke bare sådan kan låne pengene, men hun kan sende mig et billede og så finder vi ud af det”.

Pigen fra Nigeria sender Dan et billede, og der starter en flirt over mail, som kommer til at vare i seks måneder. I de seks måneder sender Dan løbende penge til hende, da han gerne vil have hende til Danmark, så de kan starte et rigtigt forhold op: ”Jeg stolede blindt på hende”. I alt sender Dan det der svarer til 36000 kr. til hende, alle af egen lomme.

Dans kontakt til pigen fra Nigeria foregår udelukkende på mail. Men Dan begynder så småt at fornemme, at der er noget galt, da hun bliver ved at med at spørge efter penge, i stedet for at komme til Danmark som aftalt. Dan fortæller: ”Jeg skrev til hende, havde vi ikke en aftale? Det er vigtigt for mig, at vi skal være sammen fysisk”.

Dan forsøger at få de penge han har lånt hende tilbage, bla. ved at inddrage det danske politi, men der er intet at gøre. Dan må acceptere, at det her er hans egen skyld og at pengene aldrig kommer tilbage. 

”Jeg tænkte, hvorfor sker det her for mig? Det lykkes for mange, at finde forhold over mail, hvorfor skulle det her ikke også være ægte?”.

 

Nye mails, nye håb, samme problem 
Men det slutter ikke her for Dan. Der er nemlig en ny pige, denne gang fra Rusland, der kontakter Dan på mail: ”Vi flirtede ikke sådan rigtigt, vi havde bare god kontakt”.
Dan når dog at sende hende 500 kr. Og så stopper kontakten. ”Det føltes mærkeligt og provokerende, hvorfor går det ud over mig, hvorfor min mail, hvorfor sker det?”.

Men så sker det igen. Noget tid efter, kontakter en ny pige fra Rusland Dan på mail. Det starter på samme måde, som med pigen fra Nigeria, de skriver sammen, sender hinanden billeder og en flirt opstår. Det hele føles mere seriøst den her gang, og Dan føler endnu en gang et håb om at finde kærligheden på den her måde. Men pludselig dropper pigen kontakten. Dan kan dog føle sig lettet over, at han ikke nåede at sende hende nogle penge.

Dan fortæller yderligere: ”Jeg tænker tit over alle de gange, jeg er blevet snydt, og når jeg fortæller folk om det, synes de jeg er et fjols. Men det føltes som en nem måde at møde piger på, et håb, når jeg nu sad der og ikke havde en kæreste. Langdistance-forhold gør mig nemlig ikke noget, men det kræver forløsning og det har jeg aldrig fået”.

Det er helt slut for Dan med at møde piger på nettet, han vil ikke snydes igen. Desuden har Dan mødt den ægte kærlighed på sin arbejdsplads og han føler sig meget heldig og glad: "Det føles bare helt rigtigt”, fortæller Dan og smiler stort.