EN KLIMAVENLIG JUL 

– er det muligt?

af Kristian Lading


Hvad kan vi gøre for klimaet? Noget af det vi kan gøre, er at gøre julen mere klimavenlig. Efter min mening bør vi alle gøre julen mere klimavenlig, da verden trænger til det, fordi at der allerede er meget forurening i verdensrummet. Vi kan alle gøre, hvad vi nu kan i den klimavenlige retning - også i julen.

Vi kan for eksempel alle købe en klimavenlig gave til vores pårørende. For eksempel nogle økologiske nødder eller en bæredygtig trøje. Og lad nu være med at købe for store gaver, det er mere tanken, der tæller. Og de gaver vi nu skal ud og købe i byen, kan vi da køre ud og købe sammen, så bliver det også hyggeligere og lidt grønnere at køre sammen i bilen. Men hvad med at være endnu grønnere og køre med tog og bus ud og mødes et sted, hvorfra vi kan gå sammen hen til butikkerne og købe gaverne?

Vi kan jo også blive hjemme og lave gaverne selv. Man kan for eksempel skrive et gavekort til ens kære og pakke det ind i gammelt avispapir. Det er jo ikke så vanskeligt, og så er det også klimavenligt, da man sparer turen i byen og en masse forbrug. Eller hvad med at skrive en lille sang, som man så synger for vedkommende juleaften? Er man god til at lave et eller andet med sine hænder, som for eksempel at strikke, at tegne eller lignende, kan man også gøre dette. Eller hvad med at give et gavekort til en fremtidig koncert eller biograffilm eller lignende, som man begge kender? Man kan i hvert fald prøve at give en klimavenlig gave så vidt muligt.

Nå, det er hvad jeg kan finde på at gøre med hensyn til gaverne – måske du har endnu flere gode ideer til klimavenlig gave? Det næste jeg synes, man kan gøre for en klimavenlig jul, er maden vi spiser.

For det første kan man vælge at købe en økologisk steg, hvis det er det, man spiser til julemaden og nogle økologiske grøntsager til. Og for dem det er muligt at være selvforsynende, er det jo at foretrække. For eksempel at gå i skoven og finde svampe, der kan spises. Nogle kan måske dyrke deres egen rødkål hjemme, er man landmand kan man måske spise sin egen gris eller ko juleaften. Ligeledes kan vi tænke på klimavenlige drikkevarer som for eksempel økologisk øl til eller blot drikke vand fra hanen. Det må jo være op til hver enkelt, hvad man ønsker at drikke til maden.

De fleste køber også juletræer i juletiden. Køb et økologisk juletræ tæt på hvor du bor, så det ikke er så svært at få hjem i haven, for så kan man måske bære det hjem selv med en ven uden at bruge bil, der jo forurener. Selv om de fleste har juleferie behøver man jo heller ikke rejse langt væk med bil eller fly.
Mange vil nok komme med modargumentet, at de skal hygge sig i julen og ikke tænke på klimaet, men her vil jeg blot mene, at man sagtens kan hygge sig i en klimavenlig jul.