BEDRE VILKÅR FOR MENNESKER MED HANDICAP

Af Olivia Curtis, foto Jonas Koch og Red Inc

På den anden side af jorden, helt over i Australien, ligger der en villa. I villaen holder organisationen Red Inc til - ”Realising Every Dream” – som betyder at realisere alle drømme. Organisationen arbejder for at skabe kreative, sociale og faglige muligheder for, at mennesker med handicap i Australien kan få opfyldt deres drømme. TV-Glad har haft besøg af Anne Line Konradsen, som har boet hele sit liv i Danmark, men nu er flyttet til Australien og arbejder i Red Inc. Da hun var hjemme i Danmark for en stund, besøgte hun TV-Glad og fortalte om hendes arbejde med mennesker med handicap i Australien gennem hendes arbejde i Red Inc.

I organisationen, hvor Anne Line til dagligt arbejder, forsøger man at udvikle mennesker med handicap gennem forskellige aktiviteter, alt lige fra surfing, til lydterapi, lektiehjælp, botræning og mange andre aktiviteter: ”Hovedpointen er, at lige meget hvilke udfordringer man har, så skal man have muligheden for at udleve ens drømme”, som Anne Line fortæller. 

I organisationen kan borgere med handicap få hjælp til at opfylde lige det behov, man har, uanset om det er at lære at lave mad, få undervisning i IT, få lektiehjælp, jobrådgivning, personlig pleje eller få et større socialt netværk, som Anne Line giver som eksempler: ”Alt er rettet mod et mål om at blive så selvstændig som mulig og komme et skridt videre i livet og blandt andet kunne bo alene, få et job eller blive bedre social”. 

For alle medlemmerne i organisationen har meget forskellige udfordringer og behov, og derfor er det afgørende med et bredt udvalg af tilbud og aktiviteter: ”Vi har en meget bred målgruppe med alle typer af handicappede, både fysisk og kognitivt, derfor er vores aktiviteter og undervisning også meget forskellige”. I Australien får man vurderet, hvad man har brug for afhængigt at sit handicap, og så får man en pose penge, der kan bruges til at få opfyldt de mål og behov, man har: ”De penge kan man lægge i organisationer som vores, som skal hjælpe folk videre. 

Derved opstår der en, i mine øjne, positiv konkurrence, som gør, at organisationerne faktisk skal have noget at tilbyde og ikke blot være et hvilket som helst værested eller ensformigt arbejde, men noget mennesker med særlige behov faktisk kan bruge til at komme videre i deres liv. Der er stadig et stort skel mellem handicappede og resten af samfundet i Australien, men det er også noget, vi i organisationen prøver at skabe mere opmærksomhed på gennem vores produktioner og lade målgruppen tale højt og vise, hvad de kan, og hvad vores medlemmer har på hjerte”, siger Anne Line om organisationens ambitioner med arbejdet.

Selvom der er mange ligheder til Glad Fondens arbejde med mennesker med handicap, påpeger Anne Line dog, at den helt store forskel er, at målgruppen i Red Inc ikke er ansatte. Det er Anne Line og hendes kollegaer, der er ansatte og laver aktiviteter og kurser, som man kan tilmelde sig: ”En del af mit arbejde består i at holde ansøgningskurser, hjælpe med lektier og få organisationens medlemmer i jobs, som passer til dem”. 

Der er stadig stor arbejdsløshed blandt handicappede, der gerne vil i arbejde i Australien, men det forsøger Red Inc også at gøre noget ved: ”Når vi er på virksomhedsbesøg og har kontakt til store virksomheder, møder vi relativ stor velvilje, så jeg tror på, at vi faktisk bevæger os i den rigtige retning, så flere kan komme i arbejde, som de er gode til og gerne vil” siger Anne Line, som også er meget inspireret af netop Glad Fondens fokus på meningsfuld beskæftigelse og uddannelse til mennesker med handicap.

På TV-Glad ser vi frem til at følge Anne Lines og Red Incs arbejde, som forhåbentlig også kan være med til at forbedre mennesker med handicaps vilkår over hele verdenen.