KLUMME "IIIIHH HVOR KAN DU GÅ STÆRKT!?"
Af Rasmus Nielsen, foto af Jonas Koch

Så sidder man her i Corona krisen, februar 2021. Jeg føler mig snart som et fast møblement, groet fast her i sin egen stue. Situationen er, at ingen danskere har hverken viden fra eller til. Set med de positive briller, så har Corona nedlukningen sat samfundets tempo ned og givet mig tid og plads til refleksion.

Hvor i livet har jeg været, hvor er jeg, og hvor er jeg på vej hen? Hvordan møder jeg folk, og hvordan møder folk mig? Det er jo et godt spørgsmål, som hver mand og kvinde spørger sig selv en del gange i løbet af livet. Og for fysiks handicappede mennesker bliver præcis det spørgsmål endnu mere aktuelt og relevant.

En minoritet der skiller sig ud
Mit handicap er spastisk lammelse. Det har jeg haft siden fødslen i 29 år. Livet er en rutsjebanetur, men på trods af det, har jeg altså lært at leve med mit fysiske handicap.

Fordi jeg er fysiks handicappet, ser jeg mig som en minoritet i forhold til helheden af samfundsborgere, mens jeg skubber en rollator foran mig for at bevæge mig frem i verden. Jeg har i mange år følt, at forskellige folk møder mig med meget forskelige tilgange og tilsvarende i forskellig øjenhøjde.

Jeg er i min hverdag meget udadvendt og snaksaglig med folk, som jeg er ikke nødvendigvis kender. Her er det forskellige tilgange og attituder, jeg bliver mødt med. Misforstå mig ikke, det er kun positive attituder, men mit indtryk er, at det positive skyldes mit medfødte handicap.

Lad os snakke om noget andet end mit handicap!
Og her er mit budskab til alle der læser dette - jeg vil allerhelst mødes jordnært og i øjenhøjde med dig. Mit førstehåndsindtryk skulle gerne være, at jeg kunne være din nye ven og ikke, at jeg er mit handicap, og du derfor er sød.

For jeg er jo vant til det, jeg lever med det, jeg er nede med det. Jeg er ekspert i det, vel også en form for uddannet i det, så jeg vil gerne møde dig og mødes om noget andet, end at det er ærgerligt for mig, at jeg er handicappet. Lad os ikke fokusere allermest på det, men lad os fokusere på det, vi er her for, eller noget vi kan være sammen om.

Kan du gå til fest, købe blomster og nå det grønne lys?
Jeg har altså alderssvarende interesser og ikke mindst drømme, der rækker ud over mit handicap. Jeg arbejder med medier, følger med i nyhederne, jeg har familie og venner. Et etableret liv, der rækker langt ud over min rollator.

Derfor ærgrer det mig også, at jeg ikke kan falde ind i en privat eller offentlige fest, uden at jeg altid, mindst 3 gange, møder folk der siger: ”Hvor er det sejt, du er her”. I det sekund ryger både øjenhøjde og ligeværdigheden.

Jeg bliver rigtig ærgerlig, når jeg tænker tilbage på episoder som dem til festerne, eller engang hvor jeg var til begravelse og havde købt en buket blomster. Her sagde en kvinde: “Ihhh hvor er det dog flot, du kan købe sådan en”, da jeg kom gående med blomsterne. Eller som en anden gang, hvor jeg gik hurtigt over et fodgængerfelt for at nå det, mens der var grønt. Her sagde en mand: ”Ihhh hvor kan du gå stærkt”.

Episoder som disse kan jeg godt undvære fra mit hverdagsliv. Og jeg håber virkelig, men tror desværre ikke, at det bliver i min tid, at folk stopper deres fordomsfuldhed for folk med spastisk lammelse. Og selvom det er velment. Jeg vil bare gerne mødes, som den jeg er. I øjenhøjde. Fri og uafhængig af mit handicap.