JEG ER IKKE DUM, BARE FORDI JEG SIDDER I KØRESTOL

Af Victoria Stampe, Foto Chris Palmgren

Da jeg var mindre brugte jeg min kørestol meget, da jeg har sygdommen leddegigt. I dag bruger jeg den ikke så meget mere, da jeg nu heldigvis får den rette medicin, og det hjælper mig så meget, at jeg ikke behøver min kørestol særlig ofte. Den kan dog alligevel være nødvendig i nogle situationer og være en god redning for mig, når benene ikke vil, som jeg vil.


Men jeg undrer mig dog stadigvæk – hvorfor er der så mange, der har fordomme om mennesker, der sidder i kørestol? Hvorfor tror nogen, at man er dum, bare fordi man sidder i kørestol, eller at man ikke kan tale som alle mulige andre, bare fordi man sidder i kørestol? For mig hører disse ting ikke nødvendigvis sammen.

Da jeg var yngre og tit sad i kørestol, der oplevede jeg, at de folk jeg mødte, oftest talte til mine forældre og ikke til mig. For eksempel når vi skulle ind til byen sammen for at købe ind, så ville folk ikke tale til mig, når jeg sad i kørestolen. De ville hellere tale til mine forældre, selvom samtalen handlede om mig. Så tænkte jeg; Gad vide om folk tror, at jeg ikke forstår, hvad de snakker om, eller at jeg ikke kan komme med gode svar?

I sådan nogle situationer, følte jeg mig meget ydmyget. For jeg kan godt tale, det er jo bare mine ben, der kan være dumme til tider. Jeg tager på arbejde ligesom andre, og jeg er sammen med mine venner. Det er lidt som om, at folk ser ned på en, når man sidder i kørestol. Og jeg er desværre nok ikke den eneste, der føler det sådan.

Jeg møder også mange skeptiske øjne og kommentarer, når jeg for eksempel bruger min kørestol for at komme et bestemt sted hen, og så rejser mig op for at sætte mig ved bordet. Så kan jeg mærke på folk, at de kigger mistroisk på mig og ikke forstår, hvorfor pigen dog overhovedet bruger en kørestol? Fordi mine ben ikke kan det samme som alle andres ben betyder det ikke, at jeg er bundet til den kørestol i al evighed og i alle døgnets timer.

TV-GLAD


TV-Glad er en del af Glad Fonden. 

Vi er verdens første tv-station for og med mennesker med funktionsnedsættelse.


TV-GLAD
Rentemestervej 45-47
2400 København NV
Tlf.: 3812 0100
information@gladfonden.dk

Ansvarshavende redaktør: Hanne Jensen

Yderligere kontaktinfo: klik her

SOCIALE MEDIER


Facebook

YouTube

Instagram



REGNSKAB, VEDTÆGTER OG BESTYRELSE

Se her