VIDEO CHRISTINA BEARBEJDER SORG, AFSNIT 7/7: VALGET

Sorg kommer alle mennesker til at opleve på et tidspunkt, men det er ikke alle der kommer lige nemt igennem den. Christina har gået rundt med en sorg i syv år, og er ved at være godt træt af at sorgen ikke rigtig aftager, så nu er hun gået på jagt efter en behandling som forhåbentlig kan hjælpe hende af med den.

I syv afsnit, tager Christina på besøg hos en præst, en selvhjælpsgruppe, en hypnoterapeut, en kinesiolog, en NLP terapeut og en kropsterapeut. I syvende og sidste afsnit vælger hun hvilken behandlingsform der passer bedst til hende.

I det syvende og sidste afsnit af sorg, bestemmer Christinas sig for hvem hun vil behandles af.

VIDEO UGENS INDSLAG 

Her kan du se enkelte indslag fra vores udsendelser.

Du kan også se mange flere gode historier inde under TV, øverst på siden.

Hvorfor er sorgen så tung og svær at have at gøre med? Hvis du spørger Kirsten Jørgensen, som til daglig er præst og provst i Godthåbskirken, hænger det sammen med, at vi som moderne mennesker gerne vil kunne fikse alting. Hvis ting går i stykker, skal det fikses, hvis vi bliver syge, skal vi kurereres, men der er nogle ting i tilværelsen som ikke kan ordnes: ”Vi har svært ved at leve med, når noget bare er et vilkår”.

UGENS KLUMME JEG HAR MIN MORFAR MED MIG

Døden er en underlig størrelse. Den kommer lige pludselig, og hvad skal vi så stille op med den? For nogle år siden døde min morfar. Han var en vigtig relation, og jeg var meget tæt på ham. Faktisk var vi så tætte, at da jeg fandt min lejlighed, så flyttede han i en anden lejlighed så tæt på mig som muligt. Jeg er spastiker, så de lange fysiske afstande mellem mig og mine venner og familie kan være en udfordring at få til at gå op. Men min morfar var altid tæt på.  

I dag er han død, men på en eller anden måde føles det stadig som om, at han er ligeså tæt på som før. Jeg er naturligvis ked af det over, at han ikke længere er her fysisk. Jeg kan ikke længere lave de samme ting med ham som før, men jeg kan fremkalde ham for mig indre. På den måde opfører jeg mig faktisk som om, at han ikke er død. Jeg taler stadig til ham, som om han var der. Og måske er det netop fordi, jeg savner ham så meget, at jeg har brug for at fremkalde ham inde i hovedet, så han føles som en del af min hverdag.

Det får mig også til at tænke på, når de døde bliver begravet. Tidligere har jeg ikke forstået, hvorfor nogen ville begraves på de ukendtes grav. Så er der jo ikke noget at gå hen til og mindes den, der er død, og som jeg savner? Men i dag forstår jeg, at det ikke nødvendigvis handler om stedet eller stenen, men at man kan have personen med sig, hvor end man er, og hvor end personen er begravet. For nogen er den helt særlige og flot pyntede gravsten vigtig, men for mig har det været en større hjælp, at kunne se min morfar for mig inde i hovedet, huske hans person og på den måde have ham med mig. Jeg kan bedst fremkalde min morfar, når jeg laver det, vi lavede sammen, da han levede. Men når jeg på nogle dage har det svært, så er det ikke altid nemt at se ham for mig. Men så finder jeg en ting frem, som minder mig om ham. Det kan for eksempel være en nøgle af træ, som vi lavede sammen. Og så dukker han lige så langsomt op.

For mig handler det ikke om at komme igennem sorgen. Den skal ikke overstås. For hvis jeg kommer på den anden side og helt glemmer, hvad det handler om, er der en chance for, at jeg også glemmer ham, og det er vigtigt for mig, at han er deroppe i hovedet. Vi skal huske de døde for at ære dem, og fordi det kan give mening til det her liv. I min familie er vi muslimer, og der tror vi på, at hvis du græder over de døde, så gør det ondt på de døde. Så i stedet for at sørge, gør vi de døde til noget, der er med os og fremkalder gode minder i stedet for at bære sorg.

Af Amir Becirovic