VIDEO APORT KENJA, TAG MIN ANGST

VIDEO UGENS INDSLAG 

Her kan du se enkelte indslag fra vores udsendelser.

Du kan også se mange flere gode historier inde under TV, øverst på siden.

UGENS KLUMME BALKAN-BRØDRENES VENSKAB

Af Amir Becirovic , Foto Jonas Koch

Jeg skal fortælle jer om min ven Bjonko og vores særlige venskab.  

Det hele startede faktisk med, at mig og en tidligere kollega gerne ville lave et tv-program om Balkan-kulturen. Jeg har længe sunget og holder meget af balkanmusik. Min kollega fortalte mig en dag, at vi skulle ind og høre en kvinde, der også sang balkan, men i virkeligheden var det mig, der skulle ind og synge med Bjonko.

Da startede der et venskab, som jeg faktisk ikke havde drømt om skulle udvikle sig til det, som det har gjort. Jeg ved ikke hvorfor, men det har virkelig udviklet sig meget. Siden vi sang sammen den aften til koncerten, har vi holdt kontakten ved lige. Jeg ser bare noget i Bjonko, som jeg savner vildt meget fra vores fælles hjemland, Jugoslavien, som nu er opdelt i seks forskellige lande. Når jeg fortæller noget til Bjonko fra gamle tider i hjemlandet, så kan han genkende det. Når vi snakker om det, så føler jeg bare, at vi er på bølgelængde og når vi skriver sammen, sender vi mange kærlige beskeder til hinanden, for eksempel hjerter eller små beskeder med ’jeg elsker dig.’ Det betyder rigtig meget for mig, og det betyder også meget for ham. Fordi det ligesom er den måde man anerkender hinanden og vores venskab på. Det der med at gøre nogle ting, som brødre nu gør. Ikke som brødre der kommer fra samme familie, men brødre i et tæt venskab. Og det er jeg faktisk stolt af.

Hvis vi nu har problemer og det her med, at jeg savner noget fra mit land eller savner at vide noget fra dengang, det hed Jugoslavien, så kan jeg altid tale med Bjonko og mindes gamle dage. Han kan altid fortælle mange historier og husker mange detaljer. Når jeg taler med ham, får jeg enormt mange ting at vide om Bosnien, hvor jeg kommer fra. På den måde udvikler vores venskab sig mere og mere til at blive et broderskab. Fordi jeg mistede min egen bror for mange år siden og tit er rigtig ked af det, så taler jeg med Bjonko om det. Så får han mig til at falde til ro ved at sige, det skal nok gå. Han siger det bare på sådan en måde, så man slapper helt af. Han anerkender én. Vi skal bare kigge på hinanden og så ved vi bare, hvad hinanden tænker.

Mange af mine andre venner fra Balkanlandende går ikke lige så meget op i vores fælles hjemland og gamle historier fra de lande, men det deler mig og Bjonko, og det betyder rigtig meget for mig, selvom jeg lever mit liv i Danmark.

INTERVIEW DA NANA FANDT SIN SØSTER

Af Christian Drost, Fotos er hentet fra Nanas private billeder, med tilladelse af Nana (Nana til venstre).

Nana Vatlina Christensen, 27-årig Flexjobber fra Randers, fik som 9-årig fortalt, at hun var adopteret fra Rusland af John og Jette, som hun indtil da havde troet var hendes biologiske far og mor.

Nana fortæller: “En dag da jeg var teenager fortalte min far at han og min mor ikke var mine rigtige forældre, men at jeg var adopteret fra et børnehjem i Rusland.

Først troede jeg ikke rigtig på ham, jeg tænkte det kan da ikke passe og sådan noget.

Men så viste de mig adoptivpapirerne fra dengang de adopterede mig, først derefter troede jeg på at det virkelig var rigtigt det de sagde.

John og Jette (mor og far red.) havde ikke så meget de kunne fortælle mig, andet end at jeg havde boet på et børnehjem i Rusland fra jeg var ca. 4 måneder til jeg var 3 år hvor de adopterede mig.”

“Kan du huske noget fra din barndom i Rusland?”

Nana: “Nej, jeg kan i sagens natur ikke huske noget fra den tid da jeg jo var ret lille.

Jeg har efter jeg fik at vide at jeg kommer fra Rusland søgt på russiske sider i nogle år at se om jeg kunne finde frem til noget familie.

Hvor jeg kommer fra, familie osv".

“Hvordan forløb det?”

Nana: "Jamen jeg har en rigtig god ven der kan skrive på flydende russisk, så han hjalp mig med at skrive forskellige opslag på diverse Facebook-sider omkring at jeg søgte noget familie derovre".

“Gav det så pote?”

Nana: “Ja en dag blev jeg kontaktet af et russisk tv-hold via nettet.

De var meget interesseret i historien og det viste sig så at det var et russisk pendant til vores danske tv-program “Sporløs”.

Det var ret surrealistisk for tv-holdet ville gerne ha mig med i programmet så de betalte hele rejsen og opholdet til Rusland".

“Hvordan var det så?”

Nana: “Altså jeg tog jo så derover sammen med min kontaktperson Mette, da jeg ikke er særlig god til engelsk, og så er hun jo også min støtte i det daglige.

Vi blev taget vældig godt imod i lufthavnen af en fra tv-produktionen der kørte os hen til vores hotel og fortalte om hvad der kom til at ske osv.

Dagen efter vi var kommet til Moskva skulle jeg ha taget en DNA-test så de kunne se om jeg matchede med de personer tv-holdet havde fundet frem til under deres researche.

Jeg synes det var meget underligt, for jeg havde aldrig prøvet at få taget en DNA-test før.

De havde så fundet frem til en ung pige ved navn Ludmila der kunne være min biologiske søster og nogle af hendes familiemedlemmer, det var det DNA´et skulle bruges til at bekræfte i programmet.

Tv-holdet skulle også følge mig når mig og Mette var ude og spise og se på Ruslands kultur som de så kunne bruge i programmet.”

"Hvordan var det så at komme “tilbage” til Rusland?".

Nana: “Det var okay, altså det er jo kæmpe stort.

Heldigvis havde jeg jo min kontaktperson Mette med derover så hun kunne hjælpe mig da jeg ikke er særlig god til engelsk og slet ikke kan noget russisk.”

Vi var jo som sagt inde og se hovedstaden Moskva, men jeg kunne ikke huske eller genkende noget fra min barndom ud fra de ting vi så.

Jeg har læst i mine adoptionspapirer at jeg kun var 4 måneder da jeg kom på børnehjemmet i Rusland og 3 år da jeg kom til Danmark så det er jo begrænset hvad man kan huske som barn".

“Hvordan var selve oplevelsen med at møde din familie?”

Nana: “Jamen da vi kom til dagen hvor vi skulle optage i studiet blev vi hentet på hotellet ved 15:00 tiden. Vi skulle dog først optage kl.18:00 om aftenen, men der var en masse forberedelser der skulle laves inden da. Vi skulle bla. ha en øresnegl i øret så vi kunne få oversat alt hvad de sagde da det hele jo foregik på russisk.”

Men jeg skulle så fortælle om hvad jeg hed, hvad jeg lavede og søgte efter.

Derefter kom to kvinder ind som angiveligt skulle være mine 2 mostre.

De fortalte lidt omkring deres søster der desværre var afgået ved døden.

Lidt senere inde i programmet kom pigen der hed Ludmila ind i studiet og fortalte om hendes liv.

Hun havde haft et hårdt liv, med hårdt arbejde til en meget lille løn og boede i et elendigt hus uden vand og varme. Hun vidste ikke noget om at hun havde en søster, og slet ikke i Danmark.

Hendes mor og far var døde på grund af misbrug og hun havde boet på børnehjem siden hun var 14.

Det var virkelig stærkt at høre".

“Hvordan var det så? var det spændende at være med i programmet?”

Nana: "Altså da vi kom til afsløringen af DNA-resultatet om vi var søskende eller ej synse jeg det tog meget lang tid for ham værten/DNA-eksperten at afsløre det, så det var meget intenst spænding fra både min side og de andre.

Men da det endelig blev afsløret var det dejligt befriende at vide at der var noget familie i Rusland.

Det viste sig jo så også at de andre familiemedlemmer der var med var mine 2 biologiske mostre Tanya og Nina og det var jo bare dejligt".

“Hvordan har denne tur så påvirket dit liv herefter?

Nana: “Jamen det har betydet meget, rigtig meget endda, jeg har jo kun fået god respons ovre fra Rusland fordi der er rigtig mange der har set programmet derovre.

Jeg fik jo kun ros, de har skrevet til mig på Facebook, Instagram og alt muligt.

Og så er der jo kommet mere familie på kan man sige, der er jo nogle der er i familie med min søster og mine 2 mostre så de har taget kontakt til mig og det jo dejligt at kunne skrive med dem og ha den kontakt.

Så nu har jeg både en familie i Danmark og Rusland og det er jo skønt selvom der er milevidt forskel på hvordan rig og fattig er derovre og hvordan det er her i Danmark".