SIDSTE NYT

VIDEO CHRISTINA BEARBEJDER EN STOR SORG:

AFSNIT 2, SELVHJÆLP

Sorg kommer alle mennesker til at opleve på et tidspunkt, men det er ikke alle der kommer lige nemt igennem den. Christina har gået rundt med en sorg i syv år, og er ved at være godt træt af at sorgen ikke rigtig aftager, så nu er hun gået på jagt efter en behandling som forhåbentlig kan hjælpe hende af med den.

I syv afsnit, tager Christina på besøg hos en præst, en selvhjælpsgruppe, en hypnoterapeut, en kinesiolog, en NLP terapeut og en kropsterapeut. I syvende og sidste afsnit vælger hun hvilken behandlingsform der passer bedst til hende.

I dette afsnit besøger Christina Gunhild Lund, som er frivillig ved Aabenraa selvhjælp.

RADIO AT REJSE SOM BLIND - MED CHRISTINA I PRAG

Selvom man er næsten blind, kan man godt tage på sightseeing. Christina Nansens syn er næsten væk, men det stopper hende ikke i at rejse ud i verden. Her fortæller hun om sin rejse til Prag, som hun var på, med sin blinde veninde.

VIDEO UGENS INDSLAG

Her kan du se enkelte indslag fra vores udsendelser.

Du kan også se mange flere gode historier inde under TV, øverst på siden.

UGENS TV

Se vores programmer her på siden eller hver lørdag kl. 21.00-21.30 på din lokalkanal:

KØBENHAVN / KANAL HOVEDSTADEN

BORNHOLM ØENS TV

FYN KANAL FYNBOEN / KANAL FYN

NORDJYLLAND KANAL NORD ØSTJYLLAND

KANAL ØSTJYLLAND MIDT-VESTJYLLAND / KANAL MIDTVEST

REGION-ØST LOKALKANALEN REGION-SYD / KANAL SYD

UGENS ARTIKEL SORGENS DIAGNOSE

Sorg kan findes i mange former og grader. Men når sorgen overtager alt i en lang periode, kan det faktisk blive til en ’vedvarende sorglidelse’, som i dag kan stilles som diagnose.

For at få større forståelse for sorgdiagnosen, har TV-Glad interviewet Maja Kær O’Connor, lektor på Aarhus Universitet, som netop forsker i sorgreaktioner.

Maja fortæller, hvordan lidelsen indtil videre kun retter sig mod voksne. Man kan få diagnosen, hvis man har lidt et tab af nogen tæt på én, for eksempel når et nært familiemedlem dør. Selvom vi alle kan føle en stor sorg, når vi mister nogen, kan sorgen i visse tilfælde være så ekstrem, at den længe efter tragedien stadig føles ligeså voldsom et halvt eller helt år efter. Når der ikke er tegn på bedring efter mange måneder, eller man begynder at opleve tegn på adskillelsesangst, meget voldsom længsel efter lang tid, eller at man føler, man ikke kan stole på andre eller sig selv, så kan det være tegn på en vedvarende sorglidelse.

Men skal alle, der har oplevet at miste nogen, de elsker så pludselig have en diagnose for det? Nej, for det er relativt få mennesker, der faktisk får den. Kun 10% af voksne der oplever et dødsfald af en nær person, opfylder kriterierne for at få diagnosen. Så fordi man er meget ked af det efter et dødsfald, er det ikke ensbetydende med, at man har vedvarende sorglidelse. For som Maja Kær O’Connor siger: ”Det er heller ikke meningen, at vi skal fjerne sorgen. Det er en menneskelig reaktion på at komme sig over tabet af en, vi holder af. Derfor skal det kun behandles, når det bliver en sygdom. Det meste af tiden er det naturligt”.

Men hvis sorgen gør for ondt og forhindrer en i at leve sit liv selv efter mange måneders sorg, så kan diagnosen være med til at hjælpe én på vej til at få hjælp til at håndtere sorgen i hverdagen blandt andet hos din praktiserende læge eller psykolog.

Sorg er aldrig nem at komme igennem, men det kan hjælpes på vej. Maja påpeger vigtigheden af at have fokus på ens adfærd, når man skal komme sig over et stort tab af en nær person. Derfor foreslår Maja, at man forsøger at skabe sig nogle faste rytmer, få øje på det positive, få gjort sorgen konkret ved hjælp af skalaer og komme i gang med de aktiviteter, der førhen gjorde dig glad.

Snakken med Maja afsluttes med hendes bedste råd til, hvordan man kan hjælpe hinanden gennem sorgen – og rådet er klart; Det handler om at give plads til at sørge. Og vi skal kunne spørge ind til hinandens sorg. Som Maja ser det, bliver folk ikke nødvendigvis mere kede af, at man spørger ind. Derimod kan opmærksomheden og gode snakke være med til at sætte ord på, hvad der foregår inde i kroppen, når sorgen føles mest voldsom.

Af Olivia Curtis, illustration af Anders Drejer og Martin Dahl

UGENS FOTO SORG

Af Jonas Koch

KLUMME DET VÆRSTE VED AT SE DÅRLIGT, ER DET SOCIALE

Det gør mig ikke det store, at jeg ikke kan se vejskilte, et smukt landskab, at kunne cykle eller se prisskiltene i supermarkedet. Det værste er at møde nye mennesker, selvom jeg er meget socialt anlagt. Det er enormt anstrengende og der skal ofte information ud for at undgå misforståelser og akavede situationer. Hvis jeg dukker op et nyt sted hvor folk ikke kender mig, er der stor berøringsangst.

F.eks. da jeg startede til dans gik der et halvt års tid før folk begyndte at snakke med mig og byde mig op til dans. Sætninger som “jeg så dig i sommers, men turde ikke komme og sige hej” eller “vi gik på hold sammen i efteråret, men jeg turde ikke byde dig op”, hørte jeg i utallige udforminger. Det gjorde mig rystet at modningstiden for at sige hej til en halvblind dame er 4-6 måneder. Efterfølgende begyndte jeg at lægge små tekster ud i de forumer jeg befandt mig i. Blandt andet hvordan man skulle byde mig op til dans, at det er rart hvis folk siger hvad de hedder, og at de ikke skulle blive kede af det hvis jeg ikke kunne genkende dem (jeg møder virkelig mange mennesker) 😉 Det gjorde en kæmpe forskel og fra den ene dag til den anden kom folk og sagde hej og bød mig op til dans.

I starten var det enormt grænseoverskridende at skrive disse oplæg.

Nu er det blevet standard for mig før hver dansefestival at skrive mit opslag, uanset om det er i Amsterdam, Paris eller Milano, og jeg får positiv respons fra dansere fra hele verden.

Forestil dig at du starter på et nyt job, første dag bliver du taget imod, du bliver vist rundt og præsenteret for forskellige kollegaer.

Først hilser du på sekretæren Bente, du møder Ruth fra regnskab og længere nede af gangen hilser du på Torben som du skal på kursus med i næste uge. For mig ville første dag på det nye arbejde være fint, jeg bliver vist rundt og præsenteret for forskellige mennesker. De tager sig godt af mig.

Dag to, frokostpause, her bliver det svært, jeg kommer ned i kantinen og kan høre mennesker snakke, og jeg kan se skikkelser rundt omkring. Men hvor er der en ledig stol, hvor finder jeg maden og hvad er det for noget mad... jeg vil faktisk gerne finde Bente, sekretæren, hun virkede rigtig sød, eller måske skulle jeg sætte mig hen til Torben og høre om han var klar til at tage på kursus. Men jeg kan ikke se nogen af dem. Jeg står alene i døråbningen til kantinen og føler mig lidt lost.

Jeg har brug for, at nogen tager sig af mig også 2. dag, 10. dag og til næste år.......

Jeg ville ønske, at jeg kunne kigge rundt i et lokale, se hvem der smiler til mig, se hvem der bestemt ikke smiler til mig og det at kunne få øjenkontakt med andre.

Hvad gør du når du skal møde nye mennesker?

Af Christina Holm Nahnsen, gæste-skribent

TANKESTREGEN ...

"Sorg" af Freja Armstrong

GLAD-KORT 2018

Følg med i, hvor Tv-Glad har været tilstede. Måske har vi været lige i nærheden af dig.

Klik her for at se hvor vi var i 2017

TV-GLAD HVEM ER VI?

TV-Glad består af fire afdelinger; København, Aabenraa, Esbjerg og Ringsted. Vi arbejder med TV, radio, animation og andre medier. Du kan se og høre vores produktioner her på siden, på Facebook, Instagram og Snapchat. Du kan også se os i TV og støde på os i alle mulige andre sammenhænge, når vi står bag eksterne produktioner.

MEDARBEJDERE - MØD OS ALLE

TV-GLAD

TV-Glad er en del af Glad Fonden.

Vi er verdens første tv-station for og med mennesker med funktionsnedsættelse.

TV-GLAD

Rentemestervej 45-47

2400 København NV

Tlf.: 3812 0100